- Project Runeberg -  Det norske folks historie / VII /
364

(1941-1943) [MARC] Author: Peter Andreas Munch
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

SVERRE SIGURDSBON
364
Rigets Selvstændighed, dog paa hans og hans nærmeste Efterfølgeres Tid uneg
telig bidrog til at give Styrelsen den Fasthed og Landet det Sammenhold, der
ene formaaede at afvende de farlige Følger, af sønderlemmende Partistridigheder
og blodige Borgerkrige, og til at hæve Norge højere blandt Europas Stater, end
man af et Land med dets ringe Folketal og nordlige Beliggenhed skulde kunne
vente. Vi maa her gjentage, hvad vi ovenfor ved en anden Anledning ytrede,
at Sverre i eet og alt var forud for sin Tid, saavel i sine Grundsætninger for Rigs
styrelsen, som i sin Opfattelse af de kirkelige Forhold og overhoved i sin hele
Virken og Fremtræden. Deraf høstede han selv de bitre Frugter, idet Samtiden
tildeels misforstod og miskjendte ham, Landet derimod de gode. Denne Mis
kjendelse strakte sig dog ikke, og kunde umuligt strække sig til hans nærmeste
Omgivelser, eller overhoved til dem, der kom i nøjere Berørelse med ham, just
ikke fordi de vare mere klartseende og bedre forstode at vurdere hans Værd,
end de Andre, men kun fordi de kom i hans umiddelbare Nærhed, i hvilken det
var umuligt for dem ej at overvældes af en saadan Beundring for hans store
Egenskaber, og saa ganske at vindes af hans personlige Elskværdighed, at alle
Miskjendelsens Ord og vrange Domme paa dem vare spildte, og deres Hengi-
venhed for ham ej kjendte nogen Grændse, endog hvor de ikke egentlig billigede
hans Handlemaade. Kun saaledes kan man forklare sig den urokkelige Troskab
og næsten til Forgudelse gaaende Kjærlighed, som hans Mænd viste ham, og
som endog hos Samtiden selv vakte saadan Opsigt, at han af andre Høvdinger
pristes som et Mønster for deres Omgivelser1. Hvad der i Særdeleshed gjør hans
Personlighed saa interessant, er den merkelige Blanding av Alvor og Humor, der
synes at være den norske Nationalcharakteer egen, som saa iøjnefaldende aaben
barer sig i hele hans Fremtræden, at han næsten kan betragtes som dens Levende
gjørelse.
Hvor uretfærdigt hans Fiender beskyldte ham for Grumhed og Haardhed,
have vi ovenfor omhandlet. Vistnok opførte ikke hans Folk sig altid, som de
skulde, især i Førstningen, og han anvendte selv et Par Gange den haarde Frem
færd at brænde Bygderne for de Bønder, der viste sig gjenstridige. Men Krigs
folk plejede i den Tid at opføre sig tøjlesløst, naar de fandt Lejlighed dertil, og
vi have seet, at Ledingsfolkene selv ikke vare bedre, naar de befandt sig under
Vaaben udenfor deres egne Hjemsteder2. Sverre selv søgte desuden saa vidt
1 I Sturlunga Saga VT. 16 fortælles der, at Høvdingen Gissur Thorvaldssøn ved en forestaaende Kamp
opfordrede sine Mænd til at vise samme Troskab og Hengivenhed, som de Mænd, der saa hæderligt
fulgte Sverre, og andre, der vare sine Høvdinger hengivne i Nød og Fare.
1 Se ovenfor S. 277.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:52:40 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorsk/7/0382.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free