Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1198 — 1203. ORKNØISKE ANLIGGENDER 415
selv lede Nederlag. Forbitret herover drog Villjam selv strax efter til Moray,
og gjennemstrejfede paany Sutherland, Katanes og Ross, uden, som det synes,
at møde nogen Modstand; tvertimod maa man antage, at Harald har anstillet
sig aldeles uvidende om eller udeelagtig i de af hans Søn Thorfinn øvede Fiendtlig
heder, og fremdeles givet de bedste Løfter. Thi Kong Villjam begav sig, som der
fortælles, til Nairn, for af Haralds Haand at modtage de Fiender, denne havde
lovet at udlevere; altsaa maa der vel have fundet nye Underhandlinger Sted
imellem dem. Harald landede virkelig til den bestemte Tid ved Lochloy i Nær
heden af Nairn, medbringende de oven nævnte Fiender; men Thorfinn var ikke
med, og i Stedet for at udlevere dem til Kongen, lod han dem slippe bort, benyt
tende sig, som det synes, af Lejligheden dertil, da Kongen just var borte paa
Jagt. Da Kongen seent om Aftenen kom tilbage, bragte Harald ham kun to
Smaadrenge, sine Datter- eller Systersønner1, i Thorfinns og Fiendernes Sted. Da
Kongen spurgte, hvor Fienderne saavel som Thorfinn vare, skal Harald ligefrem
have svaret: «hine tillod jeg at drage bort, fordi jeg vidste, at om jeg udleverede
dem til eder, vilde de ikke undgaa eders Hevn, og min Søn Thorfinn kan jeg heller
ikke stille som Gissel, da jeg ingen anden Arving har til mit Rige». Hvis ikke
dette Svar — hvad der nok kan være muligt — er givet ved en tidligere lignende
Lejlighed, og af den gamle Forfatter, der meddeler det, urigtigt henført til denne,
kan det neppe engang nogensinde være givet, i det mindste ikke saaledes, thi
Harald havde, hvad der maatte være Kong Villjam noksom bekjendt, foruden
Thorfinn ikke færre end fire Sønner. Hvorom alting er, bød Kong Villjam, at
han, siden han ikke havde overholdt det sluttede Forlig, skulde forblive i Fangen
skab indtil hans Søn Thorfinn indstillede sig som Gissel i hans Sted, og erklærede
derhos, at han til Straf fordi han havde ladet Kongens Fiender undslippe, skulde
have forbrudt alt hvad han endnu havde i Len af den skotske Krone, det vil sige
sin Halvdeel af Katanes. Kongen tog ham med sig og satte ham i Forvaring, efter
en Beretning paa Edinburghs, efter en anden paa Roxburghs Slot, indtil hans
Mænd fra Orknø kom med Thorfinn; da blev han sat paa fri Fod, og vendte til
bage til Orknøerne, Thorfinn derimod blev i hans Sted holdt i Forvaring som Gis
sel. Derpaa, heder det, sad Harald i Fred, indtil Harald unge, der af Sverre havde
faaet Halvdelen af Orknøerne — det er ovenfor viist, at denne Forlening efter
al Sandsynlighed var skeet før Øyeskegge-Fejden — kom til Øerne med en heel
Deel Krigsmænd, hvorblandt Sigurd Murt, en Søn af den i Slaget paa Ilevollene
1180 faldne Ivar Galle, og søgte med Vaabenmagt at tåge sig til Rette. Ifølge
Orkneyinga-Saga skal Harald unge først have sendt sin fornemste Raadgiver og
1 I Latinen nepotes, der kan betyde baade Børnebørn og Nevøer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
