Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1205. KONGESØNNEN HAAKONS FARLIGE REJSE GJENNEM OPLANDENE 451
Barnet bort fra Viken, hvor det idelig svævede i Fare for Baglerne, til Kong
Inge, hvor det kunde være i Sikkerhed. Imidlertid beholdt Thrond det hos sig
noget over et Aars Tid indtil henimod Julen 1205. Da tiltraadte Thrond og Erlend
den lange og besværlige Rejse. Foruden Drengen medtoge de ogsaa hans Moder
Inga. Det er ellers besynderligt, at de ikke benyttede sig af Lejligheden, da
Kong Inge samme Aars Sommer var i Viken, ja endog i Sarpsborg, kun et Par
Mile borte, og alle Bagler, Biskop Nikolas iberegnet, havde flygtet til Danmark.
Man kan neppe forklare det paa anden Maade, end at Thrond da endnu ikke
havde betroet sig til Erlend, eller at de endnu ej vare blevne enige om, hvad
de vilde gjøre, eller og at de frygtede den ærgjerrige Haakon galen, som da var’
tilstede, og helst vilde oppebie en Tid, da Kong Inge var alene. De rejste saa
hemmeligt som muligt til Oplandene, og kom Juleaften til Hamar, hvor de toge
sin Tilflugt til de nys nævnte Sysselmænd, Frederik Slafse og Gjavvald Gaute.
Men hvor meget de end søgte at holde sig skjulte, fik dog Biskop Ivrar et Nys
om deres Ankomst, og at de havde en Kongesøn hos sig. Han indbød, tilsyne
ladende nok saa venskabeligt, Inga til at tilbringe Julen hos ham med sin Søn,
især da han, som han sagde, var beslægtet med ham. Men Birkebeinerne havde
ingen Tiltro til hans glatte Ord, da han altid havde været en afsagt Fiende af
Kong Sverres Æt. De svarede derfor nok saa høfligt, at Kongesønnen og hans
Moder vare alt for trætte efter Rejsen, til at kunne være i talrigt Selskab: der
imod skulde de efter Julen benytte sig af Indbydelsen. Men allerede anden Jule
dags Morgen lode Sysselmændene spende for tre Slæder, og sendte Moder og Søn
i al Stilhed til Lillehammer; der tilbragte de Julen hemmeligt paa en liden Gaard
i Nærheden, imidlertid stevnede Sysselmændene alle de Birkebeiner til sig, der
laa paa Thoten og de øvrige nærmeste Bygder, og sendte dem efter Julen til Lille
hammer for at tjene Drengen til Bedækning paa hans videre Rejse. I de sidste
Dage af Januar (1206) brøde de op fra Lillehammer. De lagde ikke Vejen gjen
nem Gudbrandsdalen, maaskee fordi de der ikke troede sig sikre for Biskoppens
Efterstræbelser, men toge lige til Fjelds for at komme over til Østerdalen og
derfra drage videre nordefter. Paa denne Fjeldvandring lede de usigelig ondt af
Uvejr, Frost og Snefog, og det er næsten et Under, at det spæde Barn kunde
overstaa det. Stundom maatte de endog ligge ude om Natten i Skove og Übygder.
Den første Kveld blev Snefoget saa slemt, at de ikke vidste ud eller ind; da maatte
de lade tvende af de bedste Skiløbere i Flokken, Thorstein Skevla og Skervald
Skrukka, drage forud med Drengen, og med et Par kjendte Bønder til Vejvisere,
for at Barnet snarest muligt kunde komme i Huus. Dette lykkedes dog ikke,
thi de Udsendte kom ikke længer end til nogle øde Sæterlader i Naverdalen, hvor
30— Munch: Det norske Folks Historie. VII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
