Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132 Lehn, Feudalbesiddelse.
stemmelser om at Kongen, ligesaavel som Jarlen og Lendermanden, sk»lde fordri
ves, naar han ulovligt gjorde Atfsr" (voldelig Hjemssgelse) hos nogen Mand.
Det er ovenfor omtalt, at Mren for vundne Sejre tilkom Hovdingen,
og at Byttet deeltes under hans Opsigt. Alt, hvad der erhvervcdrs , er
hvervedes for ham, og alt, hvad hans Mcrnd modtoge, modtoge de kun ved hans
Godhed, hvorfor enhver saadan Gave i Middelalderens Latin ogsaa kaldtes
benolicium, d. e. Velgjerning, og, naar dens Gjenstand var Grundstykker,
blot betragtedes som et Laan (»le< Tydsk 3ehen", hvoraf vort ..Lehn"),
af hvilke Hovdingen fremdeles vedblev at viere Ejer, medens Modtageren
kun blev dets Bruger, imod at forpligte sig til visse Welser, og fornem
melig til at underholde et vist Antal Stridsmcrnd, med hvilke han selv paa
Hsvdingens Opfordring i Krigstilfcelde havde at msde frem og gjsre Tje
neste i Hevdingens Hcer. Et saadant Lehn var opvindelig ikke arveligt,
men skulde, hvad ogsaa Sagens egen Natur tilsiger, falde tilbage til Hov
dingen ved Besidderens Dsd; det var forst sildigere Tiders Misbrug, som
gjorde Lehnene arvelige, eller i Virkeligheden forvandlede dem fra blotte
Lehn til fuldstamdig Ejendom. Ifslge den oprindelige Lehnsforfatning var
Lehnsbesidderen saaledes ikke egentlig Gjer af den hele Herlighet» (al-ausr,
»I66); han ned kun godt af dets Afkastning i Gods eller Pengeverdi,
(le -»us, leoci), og derfor er i Middelalderens Latin ieollum eller keu6um
Gransk lief) blevet den almindelige Bencevnelse paa et Lehn. Besiddelse
af et Lehn var saaledes ganske modsat Besiddelse af et Odel. Det forste
var opnndelig kun Brugsret, den sidste fuldkommrn Ejendom; og om hiin
endogsaa i Tidens Lsb var gaarn over til at blive Ejendom eller saagodt
som Ejendom, udlededes denne Ejendom dog ikke fra Besidderens egen op
rindelige Ret, men fra Hsvdingens, medens derimod Odelet tilhsrte Ve
sidderen og hans Familie ifslge den samme oprindelige Adkomst, der gjorde
Hovdingen til den egentlige Ejer af Lehnet ’).
Dette er altsaa den
delse; begge ere lige oprindelig germaniske, men den fsrste forudscetter en
oprindeligere Fordeling af Jordegodset mrllem et heelt paa een Gang ind
vandrende, eller efterhaanden sig nedscrttende, Folk; den sidste forudscrtter
en Erobring eller Besiddelsestagrlse ved en af haandgangne Mcrnd ledsaget
Drottinn eller Konge. Feudalforfatningens Tilvcrrelse iet Land er altsaa
et umiddelbart Vidnesbyrd om at en saadan Besiddelsestagelse eengang i
Tiden har sundet Sted; den antyder saaledes et bestemt historisk Faktum,
der ved Undersogelsen af de germanifke Nationers Udbredelse og Vandrin
ger bliver af scerdeles Vigtighed. Man kan lrt forestille sig, hvorledes det
!) I England, hvor Besiddelsen er grundet paa Feubalret, betragtes endnu i
streng juridist Forstand Dronningen som Ejer af det hele 3and, og de enkelte
Grundstykker kun som om de af hende vare gione i Lehn til deres egentlige Eiere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
