Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
680 Vikingetog.
frankrige, og fra Landets Fiender bleve de dets sikkreste Forsvarere Hidtil
sang man endog i Litaniet furore Mr<imannorum lider» nos o vo
mine"; nu var det Nordmcendene i Nordmandie, fra hvilke Frankriges
ovrige Beboere iscrr ventede sin Frelse for Nordens Vikinger. Og vist er
det, at Vikingetogene i det Store til Frankrige fra denne Tid ophorte, naar
man undtager under Forvirringen strax ester Villjam Jarls Dsd, hvorom
senere. Vistnok kan dette Ophsr af Vikingetogene til Frankrige for en stor
Dccl tilskrives forandrede Forhold inden Norden selv og den Omstcendighed,
at England og overhoved de britiske Ver mere og mere bleve det udrluk
kende Maal for de dansk-norske Vikingers Krigstog, men meget maa dog
ogsaa de i Nordmandie bosatte Nordmcrnds Tapperhed og Ulyst til at dele
deres engang erhvervede Besiddelser med senere tilkomne Vikinger have ud
rettet.
Norskt Sprog og nordisk Nationalitet var nu en Tid lang herskende
i Nordmandie. Vel laa det i Sagens Natur, at i det mindste Sproget ikke
kunde holde sig lcrnge, da kun de fcrrreste af de Nordmcrnd, som floge
sig ned her, fsrte Hustruer med sig, og dc fleste saaledes egtede Kvinder fra
Landet selv, hvis Sprog folgelig blev Vornenes Modersmaal. Heller ikke
tåltes Sproget lige meget i alle Egne af Landet, og det forlcrlles saaledes
udtrykkrligt om Villjam, at han ikke vilde lade sin Son Richard opdrage i
Nouen, hvor der tåltes mere romansk d. e. fransk, end dansk, men derimod sendte
ham til Vayeux, hvor der tåltes mere Dansk, og hvor Drengen kunde lcrre
Sproget tilstrcrkkeligt til at tale med sine Landsmcrnd Men Sproget har dog
efterladt Spor, der neppe nogensinde ville forsvinde. En Mamgde Stedsnavne
i Nordmandie ere endnu norske, kun med de Forandringer, som den franske
Udtale gjennem flere Aarhundreder wdvendigviis maatte medfsre. Saalrdes
finde vi flere Navne, der nu endes paa deus eller baeuf, men hvori
vi gjenkjende det norske W, f. Ex. Lllioeuf (Elvebo), Oriquedoeuf (Kir
kebo), I^imbcuf (Lindbo), vaudeul (Dalbo); da denne Endelse er cha
rakteristisk for de nordiske Folk, er det klart, at de drrmrd sammensatte
Navne ikke kunne hidrore fra de fsr Nordmamdene i disse Egne bosatte.Fran
ker eller Sårer, ligesom ogsaa Formen deus, der mere minder om det norske
bj? end det dansk-gotiske by, viser at det var virkelige Nordmcend, ikke Da
ner, fra hvilke den hidrsrer. En anden charakleristisk nordisk, ikke frankisk
eller sarisk Endelse, er den paa tot, der ejensynlig er en Forvanskning
af det oldnorske tupt, topt, tott, f. Ex. koutot (Nolfstoft), 6, ««tat (Gras
toft), I^intot (Lindtoft), Ivetot (Ivarstofl), Oicjuetot (Kirkjutost), Lwintot
’) Dudo, S. 112. Man maa her ikke glemme, at Dudo strev paa en Tid, da
Danernes Overmagt i Norden havde gjort Danst til Fcellesbenavnelse for den
nordijke Nationalitet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
