- Project Runeberg -  Det norske Folks Historie / Fjerde Deel, Første Bind /
283

(1852-1863) [MARC] Author: Peter Andreas Munch With: Paul Botten-Hansen, Otto Karl Klaudius Gregers Gregerssön Lundh
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

283
1248—1250. Islandske Begivenheder. Thords Gneherredpmme.
Alfhild paa det indstcendigste bad ham ikte at vise en saadan Utaknemme.
lighed mod sin Fosterfader’), til Kirkebs, for at overfalde Agmund.
Tenne blev dog i Tide advaret, bevcebnede sig med alle sine Gaards
folk og tog sit Stade i Kirken, hvor Scemund ej vovede at angribe
ham; en af dem fandt desuden Lejlighed til at undkomme og love hen til de
ncermeste Nabogaarde, hvorfra der snart kom en saa betydelig Skare til
Agmunds Hjelp, at Scemund med uforrettet Sag maatte drage bort.
Agmund vilde have forfulgt ham, hvis ikke Steinunn, hans Hustru,
havde hindret det. Strax efter begav han sig til Thord Kakale,
og klagede for ham over Scemunds ’Ferd. Man skulde nu have ventet,
at Thord, efter hans sidste Ord til Scemund, ikke vilde have givet Ag
mund Medhold. Men tvert imod! han opmuntrede Agmund til at holde
Stand, saa meget mere som han var rigere og mere yndet af Bsnderne
end Scemund! skjemt Scemund nu var i Svogerstab med ham, vilde
han dog ikke, sagde han, staa ham bi i nogen Uretfcerdighed. Han
indbod endog Agmund til at forblive hos ham, saa lcenge han vilde, og Ag
mund blev der hele Vinteren Dette var dog visselig at give begge
Parter Medhold, og Thord kan ingen anden Hensigt have hast dermed,
end at scette dem op mod hinanden indbyrdes, og derved svcekke deres
Magt, for at han selv kunde udvide sit Herredsmme paa deres Bekost
ning og vinde Fodfceste ogsaa i Ostfjordene. Vi ville strax nedenfor
sre, at denne Venstabelighed mod Agmund var vistnok hyklet. Med
Biskop Henrik, som advarede Thord og foreholdt ham, at dette ikke
var den rette Maade at opfylde sine Forpligtelser til Kongen, kom han
snart i et spcendt Forhold, der omsider gik over til aabenbart Uven
stab, saa at Biskoppen endnu om Sommeren 1249 forlod Island, og
ved sin Ankomst til Norge fremfsrte de sterkeste Klagemaal over ham,
som den der kun befordrede sine egne herstesyge Planer, uden i mindste
Maade at ssrge for Kongens Fordeel. Det var, sagde han, ikke at
tcenke paa, Onster med Hensyn til Island kunde gaa i
Opfyldelse, saa lcenge Thord havde saa meget at sige. Biskoppen maa
endog lcenge for sin Afrejse fra Island striftligt have oversendt Klager
til Kongen, thi allrrede den samme Sommer, han rejste, ja endog, som
det synes, fsrend han endnu havde forladt Landet, indlsb der et Brev
fra Kongen til Thord med alvorlige Bebrejdelser, fordi han havde lagt
mere Vind paa at bringe Landet under sig, end under Kongen Bre
i) Hun narrede ham endog ind i et Kammer, «nder Paastud af at han burde
stifte Kloeder, og stog Dsren i Laas efter ham: men han fik fat paa en Steen,
og flog den op igjen,
’) Sturlunga Saga, VII, 50.
’) Sturlunga Saga, VII. 47.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun May 19 23:58:03 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorske/1-4-1/0297.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free