Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
over jorden, mellem den gode og den onde aand.
Skule utbryter derfor forbauset, idet han betænker
at han dog vandt slaget ved Laaka, og saaledes
Gud ikke synes absolut at ha tat parti for Haakon:
«Du store himmelens Gud, der er altsaa ingen
sikker lov deroppe, som alt skal gaa efter?» Skule
hadde ventet at alt paa forhaand var avgjort
deroppe.
Det følger nu av sig selv hvorledes kaldet
maa være opfattet her. Det er en gave der er
tildelt menneskene av Gud. Kaldets overjordiske
oprindelse er det som først og fremst betones;
den menneskelige side i det, at det er et uttryk for
menneskets eiendommelige natur, træder i
bakgrunden. Karakteristiske er derfor Skules ord, idet
han overveier hvad Haakon har sagt til ham, nemlig
at han vil samle Norge til ett folk: «Om der glimtede
et Guds kald i disse sælsomme ord? Om Gud
havde siddet inde med tanken til nu og vil strø
den ud — og har kaaret Haakon til saamand?»
Der er her et guddommelig valg, ja man kunde
si naadevalg. Skule føler sig derfor forurettet, og
man kunde fristes til at si med rette; ti gaaden
ved ham var jo at «han var Guds stedbarn paa
jorden». Hans oprør mot Gud blir derfor et forsøk
paa at frarøve Haakon det ham givne kald. Han
spør derfor: «Kan en mand tage Guds kaldelse fra
en anden, saaledes som han kan tage vaaben og guld
fra sin fældte fiende?» At her er tale om et rov,
viser tydelig hvordan kaldet er opfattet, det vil
si hvor ensidig det er opfattet. Efter sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
