Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigbjörn Obstfelder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SIGBJÖRN OBSTFELDER 57
trista förnimmelse smyger sig över honom, söker han
sig ut i natten för att känna naturens lugna pulsslag
och vagga sin smärta till ro i dess famn. Möter han
en människa, trycker han sig in till henne som ett
sårat djur, i ett dunkelt behov att giva och taga av
detta omätliga medlidande, som växer upp ur varje
stor sorg. Över ett dylikt ögonblick formar han sin
kanske vackraste dikt, »Navnløs», vilken må ingå
som ett karaktäristiskt prov på Obstfelders
diktkonst:
»Mørkets taage sænker sig over trær, over plæner,
bladene har ingen farver, græsset har intet grønt.
Lygternes blus er mørkets gule pupiller —
gule pupiller, som vider sig ud saa sælsomt.
Ingen er der, som ler eller sukker i parkens gange.
Jeg hoster. Min hosten lyder som spøgelseharken.
Jeg gaar. Mine skridt er som spøgelseskridt.
Men i parkens mørkeste gang, hvor lygter ei brænder
sidder skjult mellem trær paa en ensom bænk en skjøgøge.
Der er slør for de blege kinder, sort slør —
bag det sorte slør er der øine, som sælsomt glimter.
Og jeg gribes af en vemodig, natlig glæde,
ved at møde i mørket, i den døde nat, et menneske,
Jeg sætter mig ned stille, drar sløret tilside taust,
nærmer mine øgine til hendes, min sjæl til hendes.
Lydløst daler nogle blade.
Varsomt lægger jeg øret til hendes hjerte...
Og brister i graat, graater i hendes kolde hansker,
graater og graater, og ved ikke, hvorfor jeg graater.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
