5 helgode Jorder, en Lerknude skudt ud i Ha- vet. Firlænget og stærktbygget, af Egetømmer fra Strandinger, laa den og kunde ses langt ud, et Billede paa Holdenhed. Men saa begyndte Havet pludselig at gnave paa det Sted. Tre Slægtled efter hinanden maatte flytte Gaarden længere ind for ikke at se den gaa i Søen, og hver Gang gjorde man den en Længe mindre for at komme nemmere fra Flytningen; der var jo alligevel ikke Brug for saa meget Husrum, naar Havet aad Jorderne. Nu var der kun det gamle Bindingsværks Stuehus tilbage, som man af Forsigtighed havde lagt paa Indei'siden af Kystvejen, og saa nogle Klitter. Havet aad ikke længer her. Det var blevet mæt af Mand’ernes Jord, nu den bedste var taget, og tog sin kostbare Føde andetsteds; her gav det sig til- med til at lægge paa. Det smed Sand i Land, der lagde sig som en bred Forstrand uden om Skræn- ten og paa Blæsevejrsdage gav sig til at fyge og til- dække Resten af Markerne. Under Klitjordens tynde, strittende Plantevækst kunde man endnu skimte Trækkene af gammelt Plovland, som var brudt tvært af ude paa Skrænten, og af gamle Hjulspor, der løb ud efter og forsvandt brat i den blaa Luft over Søen. Det havde gennem mange Aar, efter onde Nætter med Paalands Sø, været Mand’ernes faste Morgen- tur ud at se, hvor meget Søen nu igen havde taget. Stenfiskere og Sandgravere fremskyndede Ødelæg- gelsen; og det hændte, at hele Stykker Mark med