11 rakteristik; hun vidste vel lige saa fuldt som Søren, at det til syvejide og sidst ikke er Forstanden, det kommer an paa. Et Par Gange om Ugen gik Sørine til Købstaden med en Dragt Fisk og havde Varer med hjem. Det var en lang Vej at gaa paa sine Ben, og Vejen faldt for en Del gennem Naaleskov, hvor der var mørkt om Aftenen og ofte færdedes Vagabonder. »Aa skidt,« sagde Søren. »Tøsen har sku godt af at prøve lidt af hvert, skal der blive Menneske af hende.« Men Maren vilde nok hytte sit Barn, saa langt det stod til hende. Og saa fik hun det ordnet saa- dan, at Datteren kunde køre hjem med Vognen fra Sandgaarden, der netop de Dage var inde at hente Bærme paa Brænderiet. Ordningen var for saa vidt god, som Sørine ikke længer behøvede at gaa i Skræk for Vagabonder, og hvad en forskræmt ung Pige ellers kan udsætte sig for at møde; men paa anden Maade sva- rede den ikke til Forventningerne. Saa langt fra at hun havde haft Skade af de lange Fodture, viste det sig nu at de havde gavnet hende. Hun blev mere sart i det end før og fik det med ikke at kunne taale det og det. Det faldt godt i Traad med Pigebarnets øvrige fine Væsen, og skønt Maren havde svært nok ved at skaffe, var det ligesom dette ny betød en Let- telse for hende. Det tog den sidste Rest af Tvivl