12 fra hendes Hjærte og slog noget endelig og uigen- kaldelig fast. Sørine var et Finmandsbarn, ikke af Avl naturligvis — for Maren vidste nok baade hvem der var Far og Mor til Tøsen, hvis Søren skulde komme paa de Tanker — men af Naade- gave. Det hændte, at saadanne faldt i Fattigmands Vugge, og de var altid udset til at bringe Foræl- drene Glæde. Sild og Kartofler, Flynder og Kar- tofler, og lidt Flæsk ind imellem — var det kaske Kost for en saa at sige Frøken? Maren kræsede for hende, og naar Søren saa det, spyttede han akku- rat som havde han faaet noget væmmeligt i Munden, og gik sin Vej. Men man kan ogsaa blive for fin paa det; og da det kom dertil, at Tøsen ikke engang kunde beholde Æggekage i sig, blev det selv Maren for meget af det gode. Hun tog Datteren op til en klog Kone, der boede inde i Overdrevet. Tre Gange slog den kloge Kone Vejret igennem hende; og da det ikke hjalp, maatte Søren gøre Udvej for Hest og Vogn og køre dem ind til Homepaten. Han gjorde det nødig. Ikke fordi han ikke holdt af Tøsen, og det kunde sku ogsaa godt være, Maren havde Ret i, at hun havde sovet sig noget til, et Dyr eller andet Djævelskab, som havde fundet Vej ind gennem Munden og nu sad og pustede Maden ud af Halsen paa hende. Saadan noget havde én hørt før. Men ligefrem skabe sig tosset af den Grund — farte af Sted med Hest og Vogn til Ho- mepat ligesom et andet Herskab og gøre sig til