13 Grin for hele Lejet, naar en Dosis Regnfang havde samme Virkning — det var Søren ligegodt ikke opsat paa. Men saa selvfølgeligt Afgørelsen til daglig Brug laa i Søren Mands Hænder, var der Lejligheder, hvor Maren satte sin Vilje igennem — navnlig naar det for Alvor galdt Afkommet. Saa kunde hun — som ved Trolddom — pludselig skyde ovenud af al sin Skikkelighed, feje Sørens Indvendinger til Side som endeløst Vrøvl, og staa der som en Mur man hverken kom over eller udenom. Bagefter kunde han godt træffe til at være ked af, at Trylle- ordet, som skulde hente Maren ned fra hendes Højder, svigtede i det afgørende Øjeblik. For hun var et Skvadderhoved — og navnlig naar det galdt Afkommet. Men galt eller rigtigt, naar hun saadan havde sine store Øjeblikke, talte Skæbnen gennem hendes Mund, og saa var Søren klog nok til at tie. Denne Gang syntes det ligegodt, som Maren var paa den rigtige Side af Mergelspigret, for den Kur, Hømopaten foreskrev, Bruspulver og Sødmælk, havde en vidunderlig Virkning. Sørine trivedes og lagde sig ud, saa det var en Lyst at se. Der kan jo være Maade med alting. Søren Mand, som var den der skulde skaffe Føden frem, var den første, der syntes det; men selv Maren maatte en skønne Dag indrømme for sig selv, at nu var Tøsen sku godt nok i Stand. Men Sørine blev ved med at bovne ud. Hun og Moderen talte meget frem og tilbage om, hvad det vel kupde være,