15 Klitterne i en Fart. Puh ha, den var nok lige op over! Skvadderhoved havde hun kaldt ham — for første Gang i hele deres Samliv; han kunde nok haft Lyst til paa staaende Fod at lyse det Ord hjem igen, før det fik bidt sig rigtig fast. Men vove sig ind til en gal Kælling og en flæbende Tøs — han kunde dy sig endnu! Søren Mand var en stivnakket Rad; naar han først havde faaet noget ind i sit trekantede Hoved, var det ikke til at banke ud igen. Han sagde ingenting men gik om med en Mine, der sagde saa meget som: Ja, en ska' jo nok vogte sig for at komme i Klammeri med Kvindfolk! Maren tog ikke fejl af hans Mening. Naa, saalænge han endda holdt den for sig selv. Dér gik Tøsen og pintes, drak Petroleum og aad grøn Sæbe som en Gal, fordi hun havde hørt, det skulde være godt for indre Svaghed. Det manglede blot, at hun skulde have Spot til Skaden — af sin egen Far. Han holdt sig helst hjemme fra i denne Tid, og Maren havde ikke noget imod det, saa gik han da ikke og saa sig gal paa dem. Naar han ikke var paa Søen, drev han omkring paa Lodden og nus- sede med et eller andet eller sad oppe paa Mand- folkenes Sladrebænk paa den høje Klit, hvorfra man kunde holde Øje med enhver Sejler der stod Sundet ud eller ind. Som oftest fik han Lov at gaa i Ro, men naar Sørine havde det altfor slemt, kom Maren rendende — helt sølle at se til i sin moderlige Bekymring — og tiggede ham om ende-