17 omkring og løb hjem. Søren trak paa Skuldrene og gik selv efter Madammen. Siden gik ban uden for Hytten hele Eftermiddagen uden at gaa ind, og ved Aftenstid søgte han ned til Kælderstuen. Det var et Sted, han sjælden satte sin Fod; der var ikke Raad til det, naar Hus og Hjem skulde have hvad der tilkom dem. Dørgrebet faldt helt uvant i hans rystende Haand, han aabnede med et Ryk og stod i Døren med et Udtryk halv af hvert. »Nu kom sku liegodt Svulsten yd a’ Dyret,« sa’e han, ynkelig forsorent. Og den Sætning blev han ved at gentage hele Aftenen, lige til han stavrede hjem. Maren gik ude i Klitten og ventede ham; ved at se den Forfatning han var i, brast hun i Graad. »Nu kom sku liegodt Svulsten ,« begyndte han, med en Mine, der skulde være fuld af lysende Haan, men tav pludselig. Marens Graad tog saa underligt i ham, dybt ned under alt andet; han maatte tage hende om Halsen og græde med. De to Gamle satte sig i Klitten og holdt om hin- anden, mens de græd ud. Der var allerede faldet adskilligt ondt paa det ny Væsens Vej; nu faldt de første Taarer. Da de var kommet hjem og der var puslet om Mor og Barn og de laa i den store Dobbeltseng, søgte Maren efter Sørens Haand. Saadan faldt hun altid i Søvn i de unge Dage, og nu var det Andersen Nexø. 2