18 ligesom der var kommet noget af de unge Dages Sødme op i hende igen — om det nu skyldtes det lille Kærlighedsbarns pludselige Opdukken, eller hvad. »Ka’ske du saa vil indrømme, at Tøsen sku’ hae en Lille?« sagde Søren lige idet de var ved at falde i Søvn. »Ja hun sku jo ded,« sa’e Maren. »Men jeg ka liegodt inte rigtig forstaa for Mandfolk « »Aa hold nu Mund med det Sludder,« sa’e Søren. Og saa sov de. * * * Saa maatte Maren endelig overgive sig. »Skønt« — som Søren sae — »ded ka sku godt være, hun en skønne Dag kommer og paastaar, at ded lie- godt var en Svulst. For Kvindfolk kan ingen Fanden overbevise!« Naa, Maren var for klog til at benægte, hvad selv en Blind kunde se ved Hjælp af sin Kæp; og det var saa meget lettere for hende at erkende den haarde Sandhed, som der trods Tøsens uskylds- hvide Taarer og dyre Forsikringer alligevel var et Mandfolk med i Spillet og han tilmed var Gaard- mandssøn. Det var Sandgaardssønnen, ham som Sørine havde kørt med hjem fra Staden — af Angst for den mørke Skov. »Ded er sku en køn Maade, du har friet Tøsen fra Vagabonder paa,« sae Søren og skelede over mod den Nyfødte.