24 Sørines Lille er tarvelig nok til at lade sig føde uden for Ægteskab. Hun blev fra første Øjeblik behandlet derefter, uden blødsøden Hensyntagen til hendes spæde Hjælpeløshed. Uægte stod der paa den Seddel, Jordemoderen afleverede til Skolelæreren, da hun havde hjulpet den Lille til Verden, uægte koin der til at staa paa Døbesedlen. Det var som om de alle fik Ram paa noget, baade »Madammen«, Læ- reren og Præsten, de var Borgerskabets første, ret- færdige Hævnere og slog til den Nyfødte af et godt Hjærte. Hvad hjalp det, at den lille Sjæl var avlet af en Gaardmandssøn, naar han ikke vedstod Hand- lingen men købte sig fra Bryllup og det hele. En Uting var hun, en Plet paa det stræbsomt ordnede Samfund. Moderen kom hun lige saa ubelejligt som alle andre. Da Barselsengen var vel overstaaet, op- dagede Sørine, at hun lige saa godt kunde tage ud og tjene som sine Søskende. Hendes Skræk for fremmede var fuldstændig forsvundet; hun tog sig en Plads et Stykke inde i Landet. Barnet blev hos Bedsteforældrene. Ingen paa hele den vide Jord var henrykt for den Lille, de Gamle i og for sig heller ikke. Men Maren gik alligevel op paa Loftet og fandt en garn- mel Trævugge frem, som i mange Aar havde været brugt til at gemme Garn og forskelligt Skrammel i; Søren satte ny Klodser under Gængerne, og hun fik