IV DITTES FØRSTE SKRIDT. D et er tidt saa underligt med det, én maa lægge Skød, en anden Hjærte til Barnet. Let var det ikke for gamle Maren at skulle til at være Mor igen, saa meget mere som Hjærtelaget var i den bedste Orden. Tøsen selv var over alle Bjærge — helt henne i et andet Sogn og tjente; og her laa Ungen og skreg. a Maren sørgede for den saa godt hun kunde, skaffede god Mælk til den og tyggede gode Sutter sammen af Smørrebrød med Sukker paa; men rigtig Brystmad kunde hun jo ikke give den. Ofte naar den Lille sad paa hendes Arm, hændte det, at den søgte hen over hendes visne Hals med sin Sugemund, stak sin lille Haand ind bag Bryst- linningen og saa underlig indtrængende paa hende. »Se hvor Driften er i’en«, sagde Søren — »Natu- ren er liegodt storartet!« Men Maren tog i at græde saa gammel og fornuftig hun var. Hun havde haft otte efter hinanden ved Brystet; og saa længe det end var siden, nu kom det op i Sind og Minde igen. Hun huskede alt for vel,