27 hvor dejligt det havde været, naar den Lille laa og legede med Brystvorten som Killingen leger med en Mus, kildrede sig om Næsen med den, lod som den blev borte — og pludselig styrtede sig over den med hæsblæsende Iver, skrukkede i sig med Øjne der blev mere og mere drukne af Søvn og Sødme. For saa med én Gang at synke bagover med de smaa Lemmer slapt ned, og sove — mæt og træt. Saa kært havde intet i hele hendes lange Liv været, syntes hun nu — end ikke de unge Nætters Dans og Sværmen med Egnens øvrige Ungdom — som det at give et lille hjælpeløst Væ- sen Varmen, Mætheden og den søde Søvn. Hun kunde fornemme endnu den ejendommelige Sugen omme i Ryggen, naar de Smaa havde været ved at spise hende ud for Mælk, og hvordan det plud- selig strømmede til Brysterne igen fra skjulte Kil- der i hende. Det sad endnu som Følelse af god Tyngde i Hænderne, hvordan de Dag for Dag svulmede og groede ved hendes Mælk, og Maren ønskede brændende, at hun fremdeles havde været ung og kunde krænge Særken tilside og lægge den Lille til. Sin Datter begreb hun slet ikke. Sørine kom sjældent hjem, og helst ved Aftenstide naar ingen saa hende; Barnet lod hun ikke til at kære sig en Døjt om. Hun var blevet kraftig og rank i det, lignede slet ikke den fregnede spinkle Tøs, der ingenting kunde taale. Der var kommet Grøde i hendes Blod og Færmhed over hendes Væsen; men