28 det havde en jo set før, at skrantende Kvinde for- vandledes ved at faa et Barn, saa at sige udløstes af Forgjortheden. Ditte selv syntes ikke at savne Moderømheden, hun voksede godt trods den kunstige Mad og blev snart saa stor, at hun kunde beholde Træsko paa de smaa Fødder og gaa i Klitten ved gamle Sørens Haand. Og saa var hun vel forvaret. Ellers kunde det undertiden se galt nok ud. For Maren havde jo sit at passe, som absolut ingen Forsømmelse taalte, og den Lille var alle- vegne. Det var ikke saadan saa lige at smide alt hvad man havde i Hænderne — lade Mælken koge over og Grøden svides for at fare efter Ungen. Maren var ærekær i sit Hus, og det kunde stun- dom knibe med Valget. Den Lille maatte da i Guds Navn tage sin Bule. Ditte tog dem og kunde være glad til, hun var hos Bedsteforældrene. Hun var en lille nysgærrig Tulle og skulde pille ved alting; og tidt var det et Guds Under, at der ikke faldt Brænde ned. Galt afsted kom hun hundrede Gange om Dagen, fremfusende og uden Overlæg som hun var. Hun stormede bare lige ud, var der noget at træde paa, saa var det et Held, ellers faldt hun ned. Hendes lille Hoved var fuldt af Buler og Skrammer; lære at vare sig kunde hun ikke, alle de Knubs hun fik. Det manglede bare, at hun skulde haft Smæk oven i Købet! Naar det gjorde rigtig av, maatte Gammelfar blæse paa det, eller Bedste trykkede