29 Brødknivens kolde Blad mod Bulen. Saa gik det over igen. »Det gaar over igen,« sagde hun saa og vendte et smilende Ansigt mod Bedste; Taarerne hang hende endnu i de lange Vipper, og Kinderne var efterhaanden blevet helt ru af dem. »Ja, vist saa,« svarede Maren. »Men Tullemor maa passe paa.« Det var hendes Navn i de Dage, og en rigtig lille Tulle var hun, firskaaren og grinagtig. Det var ikke til at blive vred paa hende, skønt hun til Tider kunde gøre de to Gamle det broget nok. Det vilde slet ikke gaa ind i hendes lille Krukke, at der var noget man ikke maatte; saa snart et eller andet faldt hende ind, var de smaa Hænder der straks. »Hun mangler Overlæg,« sagde Søren betydende — »hun er et Kvindfolk. Gad vidst, om en lille en over Fingrene alligevel ikke —« Men Maren overhørte det, tog Ungen ind til sig og forklarede vel for hundrede Gang, at det maatte Tullemor ikke gøre. Og en Dag hang det alligevel ved. Ditte gjorde som sædvanlig et eller andet galt, uanfægtet som hun plejede. Men da hun var færdig, rakte hun sin Trutmund mod de to Gamle. »Kys mig saa da — og sig om Forladelse,« sagde hun. Det var ikke til at staa for. »Ka’ske du saa vil indrømme, at hun godt kan lære Forskel paa ret og galt?« sagde Maren. Søren lo: »Ja hun gør først Tingen, siden skal