31 have sin lille Braknæse i alting, og da hun var for stumpet til at kunne overse, hvad der var paa Bordet, halede hun det hele ned til sig. Søren maatte have fat i en Dril og lære sig til at klinke for at raade Bod paa de værste Ødelæggelser. Ditte fik mangt og meget ned over sig, uden at det afskrækkede hende. »Hun er hverken til at hugge eller stikke i — hun er et rigtig Kvindfolk,« sagde Søren. Inderst inde var han stolt over hen- des Stabilskhed. Men Maren maatte have et Øje paa hver Finger og gik i evig Angst, baade for Tingene og Ungen selv. En Dag væltede hun et Fad varm Mælk ned over sig og skoldede sig rigtig godt; og siden var hun kureret for sin Nysgærrighed. Maren maatte have hende i Seng og behandle hende med Ægge- olie og Skiver af raa Kartofler; og det tog Tid, før Ditte kom sig helt. Men saa stod hun der ogsaa uden saa meget som et Ar. Der gik siden By af Marens Dygtighed til at kurere Brandsaar, og Folk kom til hende med deres Skader. Men Ditte skød i Vejret som en ung Plante, Dag for Dag foldede hun ny Blade ud. Bedst som hun var inde i en eller anden vanskelig Peri- ode og Bedsteforældrene bekymret lagde Baad op for tilsidst maaske at enes om strænge Forholds- regler — ja saa var hun ude af den igen og ovre i noget andet. Det var som at sejle hen over flad Bund — syntes Søren — bestandig passerede det væk under en og gav Plads for noget nyt. De