32 Gamle maatte undres paa, om vel de selv og deres Børn havde haft det paa samme Vis. De havde aldrig tænkt paa det før, Tiden havde ikke været til at beskæftige sig med Afkommet ud over det strængt nødvendige; den ene havde haft nok at gøre med at skaffe Føden frem og den anden med at holde sammen paa Stumperne. Men nu kunde de simpelt hen ikke lade være at tænke, hvor meget andet de saa havde om Ørerne, og de maatte undre sig over mangt og meget. »Det er li’egodt sært, at et lille Barn skal aabne Synet paa én, saa gammel én er, og saa meget én burde have Rede paa,« sagde Maren. »Skvadderhoved,« sagde Søren. Og det betød med den Tone han gav det, at han selv havde tænkt noget lignende. Ditte var virkelig et ejendommeligt lille Væsen. Saa lidt der fra alle Sider var ødslet paa hende, var hun alligevel rigt udrustet; hendes første Smil bragte Glæde, hendes spæde Graad Sorg. En Gave var .hun, født af Tomheden og kastet op paa Stran- den til to udslidte Gamle. Ingen havde ydet noget for at gøre sig fortjent til hende, tvært imod, alle havde de gjort deres yderste for at spænde hende ud af Tilværelsen. Og dér laa hun alligevel en Dag og klippede mod Lyset med Øjne, der var som Himlen selv saa blaa og uskyldige. Spænding bragte hun fra den første Stund, der blev traadt mange Fjed omkring hendes Vugge, spørgende Tanker af saa mangen Art omkredsede hendes