38 før Fangsten kunde tage sin Begyndelse. Saa sad han paa Agtertoften, lille og til overs, lirkede med Skødet, skønt der ingen Træk var i Sejlene, og snak- kede løs. Makkerne, der sled med de tunge Aarer, hørte kun halv paa ham. Det var jo sandt nok altsammen, de kendte det fra deres Fædre; det blev bare ikke betydeligere ved at gentages af Sø- rens tandløse Mund. Baaden blev ikke lettere at trække ved hans Brovten; Gamle Søren var som en Sten i Vaaddet. Maren var vel den eneste, der havde Raad til at give ham en Haandsrækning paa Bekostning af sit eget. Hun saa, hvor let han løb træt, skønt han søgte at skjule det for hende — og tog sin Beslut- ning; saa fik det gaa med Føden som det kunde. Han havde svært ved at lette sig fra Lejet midt om Natten, naar der purredes ud; de gamle Lem- mer var som Bly, og Maren maatte give ham en Haand i Ryggen for at faa ham over Ende i Sengen. »Bliv du hellere hjemme denne Gang og hvil dig ordenlig ud,« sagde hun. »Søen gaar haard i Nat.« Og næste Nat besnakkede hun ham igen, med andre Grunde. Hun vogtede sig vel for at foreslaa ham helt at opgive Søen; Søren var stæ- dig og ærekær. Kunde hun blot holde ham hjemme fra Gang til Gang, skulde Makkerne nok besørge Spørgsmaalet endelig ordnet. Saa blev Søren hjemme den ene Dag og den anden; Maren sagde, at han var syg. Han faldt