44 Besked om, hvad det er du fejler?« sagde hun ind- trængende. * Fejler? En fejler vel ikke andet end det, at en ikke ka’ leve længer,« svarede Søren. Maren vilde nok gærne forsøge med sin Doktereren, men hun kunde spare sine Kunster til bedre Lejligheder; Søren havde set det sorte Hul i Jorden, og det var der ingen Raad for. Saadan forholdt det sig! Maren forstod lige saa godt som han, hvordan det var fat; men hun var en stærk Natur, som nødig gav op. Hun var ikke bange for at tage et Nap med selveste Vorherre om Søren — havde der bare været noget haand- gribeligt Onde at binde an med. Men dette var Soten, og den kunde ingen Raad hjælpe for. Kunde hun endda faa de syge Væsker ud af ham, saa Livskraften kunde komme til at virke igen. »Skal jeg ikke sende Bud efter Aareladeren, at han kan tage dit urene Blod?« spurgte hun. »Kaske er det det, der staar i Kroppen paa dig og gør dig daarlig.« Men Søren vilde ikke aarelades. »En kreperer sku nok uden det,« sagde han og lo, vantro som han altid havde været. Maren tav saa og gik suk- kende til sit. Søren troede da paa heller ingen- ting, men var akkurat den samme ugudelige Krop som i sine unge Dage. Maatte Vorherre ikke se altfor nøje paa ham. Den første Tid laa Søren og længtes efter Tøsen, og hvert Øjeblik maatte Maren hente hende ind