45 til Sengen. Det morede ikke den Lille at sidde pænt paa Stolen ved Gammelfars Seng, og saa snart hun kunde se sit Snit, stak hun af ud. Saa blev Søren trist til Mode, han laa og følte sig for- ladt og til overs — det var den rene Elændighed. Men efterhaanden tabte han selv Interessen for Barnet og for Sagerne omkring sig i det hele taget. Hans Sind gled bort fra det nærværende og hæftede sig til Gengæld mere ved fjærnere Ting; Maren forstod godt hvad det betød. Han laa og gravede sig baglæns tilbage i Tiden, tog sin Ung- dom op og arbejdede sig bestandig længer tilbage; helt sært var det, saa meget han kunde huske. Han kom i Tanke om mangt og meget fra de tid- lige Barndommens Aar, som ellers laa i det skjulte; rent ud ufatteligt var det, at nogen kunde huske Ting som var passeret i to-tre Aars Alderen. Pjank og Paahit var det heller ikke, han laa og gav fra sig; der kom Folk fra Lejet og saa til ham, som var ældre end han, og de bekræftede hvert Ord. Underligt var det at se ham æde sig tilbage gen- nem sit Liv og fortære alt, saa der kun blev Tomhed efter ham. Søren glemte Alder for Alder efterhaanden som han rykkede tilbage i Erindrin- gen, saa sporløst som havde han aldrig levet dem. Maren var ked af dette. De havde levet et langt Liv og haft saa meget sammen; det kunde været helt skønt at dvæle ved et og andet endnu engang, før de skiltes. Men Søren var ikke til at raabe op, naar det galdt deres fælles Minder. Nej, Ha-