47 sen han tog, lige saa slidsom som Tilværelsen selv havde været 1 En Dag Maren havde været ved Landhandleren, kom Ditte hende skrigende i Møde. »Gammelfar er død!« raabte hun skraalende. Søren laa hen over Tærsklen til Køkkenet, forslaaet og bevidstløs. Han havde været oppe paa den store Kiste og fingret ved Viserne paa Klokken. Maren slæbte ham i Seng og vaskede hans Hofte, og siden laa han stille og fulgte hende med Øjnene. Nu og da spurgte han med lav Stemme, om Tiden led. Og deraf vidste Maren, at det var paa det sidste med ham. Om Morgenen, den Dag han døde, var han igen helt forandret. Det var ligesom han var vendt hjem igen for at tage en sidste Afsked med Tin- gene; han var svag men nærværende. Der var saa meget han skulde røre ved endnu engang, han sprang i sin Tale fra et til andet og var helt liv- lig. For første Gang i lange Tider kunde han sidde over Ende i Sengen og drikke Morgenkaffen, og han tjattede efter Maren, hvergang hun kom hen til Sengen. Akkurat som et stort Barn var han, og Maren maatte tage hans gamle Hoved ind til sig og kærtegne det. »Saa godt du har holdt dig, Søren,« sagde hun og strøg ham gennem Nakke- haaret — »dit Haar er næsten saa blødt som den- gang vi var unge.« Søren faldt bagover og laa og holdt hendes Haand; længe laa han og saa tavs paa hende, der