48 stod stille Tilbeden i hans falmede Øjne. »Vil du slaa dit Haar ud for mig, du Maren?« hviskede han langt om længe undseligt; det kom, som havde han svært ved at faa sig til at sige det. »Nej, hvad for Kunstner!« sagde Maren og gemte sit Ansigt ved hans Bryst — »vi er gamle nu, du Søren.« »Slaa dit Haar ud for mig!« hviskede han, denne Gang ihærdigere, og forsøgte at løse det med sine skrøbelige Fingre. Maren mindedes en Aften langt tilbage, en Aften bag en optrukken Baad ved Stran- den, og hulkende løste hun sit graa Haar og lod det falde ned om Sørens Hoved, saa det lukkede deres Ansigter inde. Søren tog varsomt i det. »Det er langt og tæt,« hviskede han stille, »det skjuler os begge to.« Ordene kom som Ekko fra en fjærn Ungdom. »Nej, nej,« sagde Maren grædende — »det er graat, og tyndt og stridt. Men hvor var du glad for det, dengang.« Søren laa med lukkede Øjne og holdt fast om Marens Haand. Hun havde saa meget i Køkkenet der laa og ventede paa hende, og forsøgte jævnlig at liste sin Haand ud af hans; men hver Gang slog han Øjnene op. Hun maatte saa sætte sig i Halm- stolen og lade Tingene passe sig selv. Der sad hun og faldt hen, mens Taarerne furede det posede Ansigt. Hun og Søren havde haft det godt, bidt efter hinanden og smaahakket havde de vel, men det betød ikke noget. Saa snart det alvorlig galdt,