49 mente de hinanden det bedste; ingen af dem havde levet og gjort sin Gærning for sin egen Skyld. Det var saa underligt, at de nu skulde skilles, Maren kunde ikke forstaa det. Hvorfor kunde de ikke blive ved at følges ad? Dér hvor Søren gik hen, hørte Maren ogsaa hjemme. Kanske havde han ikke Behov for nogen til at bøde sit Tøj og sørge for tørre Strømper, dér hvor han nu kom hen. Men saa kunde de da tage hinanden i Haanden og gaa en Tur sammen i Edens Have. Der havde saa tidt været Snak om, at de skulde have en Tur sammen, ind i Landet og se hvad der gemte sig bag de store Skove. Men det var aldrig blevet til noget; altid kom der noget i Vejen, saa Maren ikke kunde komme afsted. Det kunde have været skønt at følges med Søren derhen, hvor han nu drog; Maren havde ikke noget imod at tage den Udflugt med ham nu, og se hvad der vel gemte sig paa den anden Side — om det ikke havde været for Ditte. Altid havde det været et Barn, der bandt hende, og saaledes ogsaa nu. Marens egen Tid var ikke inde endnu; hun fik vente og lade Søren tage afsted alene. Nu sov Søren roligere, og hun listede sin Haand ud af hans. Men da hun rejste sig for at gaa til sin Gærning, slog han Øjnene op. Hans Blik fæstede sig ved Marens løste Haar og hendes for- grædte Ansigt. »Du skal ikke græde, Maren,« sagde han — »du og Ditte faar nok Udkommet. Men vil du noget, Andersen Nexø. 4