50 saa sæt dit Haar, som det sad dengang — paa Kirkegulvet. Vil du det, du Maren?« »Men det kan jeg jo ikke selv, Søren,« svarede den gamle Kone og begyndte igen at græde, alting overvældede hende nu. Søren blev ved med sit. Saa løb Maren, stærkt for hun kunde ikke over- lade den Syge ret længe til sig selv, ned til Lejet og tik den Kvinde der pyntede Egnens Brude, til at sætte hendes tynde graa Haar op i Brudefrisyre — tre Bukler. Søren var urolig, da hun kom hjem, men faldt straks til Ro igen; længe laa han og saa paa hende, mens hun sad ved Sengen med hans Haand i sin og græd. Hans Bryst arbejdede be- sværligt nu. Saa sagde han pludselig, med saa stærk Stemme som han ikke havde haft i mange Dage: »Vi har delt ondt og godt vi to, Maren — og nu er det forbi. Vil du være mig tro, den Tid der kan være igen for dig?« Han havde rejst sig op paa Albuen og saa indtrængende paa hende. Maren tørrede sine blændede Øjne og saa tro- fast ind i hans. »Ja,« sagde hun langsomt og fast — »der har aldrig nogen anden været i mit Sind og skal heller aldrig komme. Det tager jeg Vor- herre Jesum til Vidne paa, og det kan du godt tro, Søren.« Saa faldt Søren tilbage og lukkede Øjnene, og lidt efter gled hans Haand ud af hendes.