4* VII ENKEN OG DEN FADERLØSE E fter Sørens Død oprandt der en drøj Tid for de to i Næshytten. Hvor sølle han end var, lidt havde han dog altid tjent; og han havde været det faste Punkt i det hele. Nu stod de der uden Mand i Huset, uden Forsorg. Maren skulde ikke alene række det saa langt som muligt og helst faa det til at slaa til; hun skulde skaffe det til Veje. Den Dont havde hun aldrig øvet før. Alt hvad de i sin Tid fik ind for Parten i Baad og Redskab, var gaaet med; Begravelsen slugte det sidste. Enhver kunde for saa vidt gøre deres Bo op, og i Tiden omkring Sørens Begravelse blev der lagt sammen og trukket fra paa deres Vegne rundt om i Hjemmene. Kun en enkelt Post vilde ikke stemme; hvad var der blevet af de to Hun- drede Daler én Gang for alle, der i sin Tid blev betalt for Ditte? Ja, hvor var de henne? Noget nyt havde de to Gamle ikke anskaffet sig dengang, og Søren havde bestemt vægret sig ved at anbringe dem i et saakaldt Bundgarn — en ny Opfindelse som var prøvet andre Steder, og som skulde være