53 der gærne gro Græs paa Hjemmets Sti — blot hun fik Lov at beholde Ditte. Herefter var de kun de to paa Jorden. »De kunde dog godt give dig en Haandsræk- ning«, sagde Lejets andre Koner — »det er jo dog dit Afkom«. »Nej, hvorfor det«, sagde Maren. De havde be- nyttet hendes Skød som Gennemgang ind i Til- værelsen — og lige let havde det ikke altid været; men kanske var de ikke saa glade for at være her paa Jorden, siden de ikke mente de skyldte hende noget. »En Mor kan forsørge otte Børn om galt skal være, men har nogen mon hørt, at otte Børn har kunnet forsørge en Mor?« Nej Maren var glad til, de holdt sig borte og ikke gik og snusede omkring Hytten. For at skaffe sig lidt Midler forsøgte hun at sælge Hytten og Lodden, og da der ikke var Køber til nogen af Delene, lejede hun Hytten ud til en Ar- bejderfamilie og beholdt kun en Stue og lidt Køkken i den ene Ende. Da det var i Orden, gav hun sig til at beslaa sine egne og Barnets Træsko med Plathoveder. Saa ledte hun Sørens Knortekæp frem, trillede sig og den Lille godt ind — og van- drede ud i Landskabet. Hver Dag enten Vejret var saadan eller saadan, gav de sig ud fra Morgenstunden og hjemsøgte Hytter og Gaarde. Maren vidste saa nogenlunde, hvem Søren havde gjort Arbejde for; nu kunde det være paa Tide, at Pengene faldt. Hun rykkede