54 ikke ligefrem Folk men stillede sig op inden for Døren med Ungen foran sig, raslede med en stor Skindpung af den Slags Fiskerne bruger, og kvad sit Kvæde, omtrent ens fra Dør til Dør: »Gud velsigne jer Arbejdet og Maden — hver og én saagu! For Tiderne er strænge — ja, og alting koster Penge — ja! Dyrt er det at leve, og én bliver gammel! Og alting skal det købes — Fedt og Malt og alt, ja hvert et Gran! — Den Gamle trænger sgu til Skillinger!« Naar Maren kom i dette Ærende — gik Tigger- gang som man kgldte det, skønt hun de fleste Steder havde Penge tilgode — blev hun og Barnet behandlet derefter. Ofte fik de Lov at staa og vente, i Bryggerset eller inden for Døren til Daglig- stuen, mens hver løb til og fra i sit Arbejde. Intet Middel er saa godt egnet til at dukke Men- nesker og vise dem deres rette Plads, som det at lade dem vente, staa ret op og ned og vente uden paaviselig Grund. Føler de da ikke deres Af- hængighed, maa der være noget i Vejen med dem. Maren følte sin Afhængighed, saa det sved i hende; men myg blev hun ikke — hun stod og blev ond indvendig. Hun var for klog til at vise det, men lagde ganske stille Erfaring til Erfaring, saa gammel hun var. Kanske var det alligevel Barnet, som gjorde hendes Sind ungt nok til at kunne indrette sig efter Forholdene. — Saadan behandlede de hende altsaa, naar hun stod og trængte til dem! Men naar de var kommet i Trang