55 eller Fortræd og paa en eller anden Maade trængte til hendes Hjælp, saa havde Piben gærne en anden Lyd. Saa kom de agende alt hvad Remme og Tøjer kunde holde, ofte midt om Natten, og ban- kede med Piskeskaftet paa Vinduet, hun maatte endelig komme med straks. Maren kunde godt stave og lægge sammen, hun var ikke dum. Hun havde bare ladet dét ligge, hun ingen Brug havde for; saalænge Søren gik ved Siden af hende og tog sig af Ledelsen, var det jo ingen Nytte til at tænke. Det var ikke heldigt, at mere end én havde ved Rorpinden — det vidste hun som gammel Fiskertøs; og kun ved ganske sjældne Lejligheder — naar et eller andet stod paa Spil — tog hun en Haand med, helst saa gedulgt at Søren ikke mærkede det. Skvadderhoved havde han plejet at kalde hende — lige til han blev syg. En Ugestid før han døde havde de talt om Fremtiden, og Søren havde trøstet Maren og sagt: »Du skal se det gaar nok, du Maren! — Bare du ikke var saadan et Skvad- derhoved«. Da protesterede Maren for første Gang, og Søren maatte henvise til det med Sørine: »Ku’ du ka’ske se dengang, hvad enhver anden ku’ faa Øje paa? Løb du ikke og forede Tøsen med Grøn Sæbe og Petroleum, og troede det var en Svult?« »Ded var’ed jo og«, svarede Maren urokkeligt. Søren saa overrasket hen paa hende — saa sku’ da ogsaa —. Men bag hendes enfoldige Mine glim-