VIII KLOGE MAREN D et drev ind fra Søen med Raagg. I store vaade Flager kom Sneen og klaskede sig paa Buske og Marehalm; hvad der ikke fangedes af den høje Kyst, frøs til Is i Luffen og jog ind over paa Stormen. Ude over Søen stod det hele i ét Kog. Luften var graat hvirvlende Mørke, og under det kogte Brændingen. Det var som Afgrunden selv, der spyede af sin uudtømmelige Vom, Kulde og Ond- skab. Endeløst blev det ved at stige af det brø- lende Afgrundsgab derude, en Tykning der var som Rageknive at stride sig frem imod, som Hel- vedesild at indaande. To klumsede Skikkelser arbejdede sig frem over Havbakkerne, en Gammelmor med en lille Tøs ved Haanden. De var saa indbyltede og vamsede, at de næsten gik i ét med Tykningen over Søen. Inde omkring i Hytterne fulgte man dem optaget. I hver Hytte i Klitten stod en Kvinde med An- sigtet fladt paa Ruden. »Det er Kloge Maren, der er ude at ride Stormen«, sagde de ind i Stuen, til Syge og Gamle. Saa kravlede til Vinduet hvad