63 Daler forslog vel ikke til Alverden. Søren var død, og Maren havde faaet et andet Sind paa sine gamle Dage. Kulde og onde Kaar satte ondt op i hende, som hun aldrig havde vidst af før, mod dem der sad lunt inden Døre og ikke behøvede at støve ud som en Hund i al Slags Vejr, og mod dem der for en stakket Stunds Fryd lagde Aars tunge Byrde paa gamle fattige Skuldre. Hvorfor havde hun biet saa længe med at præsentere Sandgaardsfolkene deres Afkom? Kanske længtes de efter det. Og hvorfor skulde den Lille ikke have sin Vilje? Kan- ske var det tilmed Forsynets Vilje, der talte igen- nem hende, i hendes halsstarrige Drift mod at sætte Foden paa Faderens Gaard? Maren havde alligevel lidt ond Samvittighed, mens hun stod i Bryggerset med Ditte helt ind til sig og ventede paa, at der skulde komme nogen. Bonden selv var efter alt at dømme ude at køre, og det var hun glad for. Pigen var i Laden og malkede, kunde hun høre, og Karl havde de næppe paa denne Aarstid. Dér laa den knækkede Møllesten endnu foran Bryggersdøren, og inidt i Bryggersgulvet laa en stor flad Ligsten med Rosetter i Hjørnerne. Nu var Ind- skriften helt vækslidt. Nu kom den unge Kone inde fra de indre Stuer. Maren havde ikke set hende før. Hun var pænere klædt end de unge Gaardmandskoner dér paa Eg- nen, og mild og venlig saa hun ud. Hun bød dem ind i Stuen, hjalp dem Sjaler og Tørklæder af og