64 hængte det til Tørre paa Ovnen. Saa bænkede hun dem og satte Mad og Drikke frem for dem. Og alt mens hun færdedes, havde hun et og andet godt Ord til dem; især Ditte var hun saa venlig imod, at Maren var lige ved at blive blød om Hjærtet. »Og hvor er I saa fra?« spurgte hun, og satte sig hos dem mens de spiste. »Ja hvor er én vel fra?« svarede Maren gum- lende — »hvor hører fattigt Rak vel til her paa Jorden? Somme har rigeligt — og færdes alligevel hvor de ingen Ret har; andre har Vorherre glemt at anvise noget som helst udover et Hjørne paa Kirkegaarden. Men du selv er nok ikke her fra Egnen, siden du spør’?« Nej, den unge Kone var fra Falster; hun blev varm i Stemmen ved at nævne Fødehjemmet. »Og det er langt henne?« Maren skottede fra Fadet op paa hende. »Ja det tager en hel Dag med Jærnbane og Vogn, fra Hovedstaden endda!« »Maa Sandgaardsfolkene nu rejse med Jærnbaner for at finde sig Koner? Kæresterne dem finder de godt nok her paa Egnen. Ja, ja! Langvejs fare faar længe vare!« Den unge Kone saa usikkert paa hende. »Vi har truffet hinanden paa Højskole,« sagde hun. »Naa han har været paa Højskole og? ja fint skal det jo være nu om Dage. Dig har han ellers ikke faaet Magten med før Tiden.«