i 65 Den unge Kone rødmede for hendes Blik. »I snakker saa underligt,« sagde hun. »Hvordan skal en gammel tandløs Kælling vel snakke? Men underligt er det li’egodt, at Faderen sidder lunt og godt inden Døre og la’r sin Unge løbe barfodet og tigge.« »Hvad mener I?« hviskede den unge Kone angst. »Hvad Gud og Hvermand ved men ingen har betroet dig. Tag og se paa Tøsen dér — hun skulde ikke have Behov at lyve sig Far til. Var der Betfærdighed til, saa sad ikke du men min Datter som Kone her paa Gaarden; og en anden én — ja sulte og fryse gjorde én vist ikke.« Maren suttede paa et Flæskeben, mens hun talte. Hun havde ingen Tænder mere, og smattede en Del naar hun spiste; Fedtet flød hende om Knoer og Hage. Den unge Kone kom med sit Forklæde. »Maa jeg ikke hjælpe jer, Mor?« sagde hun og tørrede nænsomt den Gande af. Hun var dødbleg og ry- stede paa Hænderne. Maren lod sig skøtte med, Udtrykket om hendes indfaldne Mund var stenhaardt. Pludselig greb hun den unge Kone om Hofterne med sine jordslaaede Hænder. »Der er lyst og kyst!« mumlede hun og gjorde manende Bevægelser hen over den Unges Skød. »Afkom bliver der svært, saa svært i det „ Liv « Den unge Kone svajede under hendes Hæn- der og sank om paa Gulvet uden en Lyd; Lille Ditte gav sig til at hvine. Andersen Nexø. 5