66 Maren blev saa forfærdet over Følgerne af sin Handling, at hun ikke sansede at hjælpe. Hun rev Tørklæderne ned fra Ovnen og søgte ud, slæ- hende Tøsen efter sig ved en Arm. Først da de naaede det yderste Hus i Lejet, Skuret for Red- ningsbaaden, gav hun sig Tid til at binde Tøjet rigtig paa dem. Ditte rystede endnu. »Slog du hende ihjæl?« spurgte hun. Det gav et Jav i den Gamle, hun blev helt for- skrækket ved det Ord. »Nej vist ikke — det var ingenting at vrøvle om; kom nu bare!« sagde hun haardt og skubbede Barnet afsted. Ditte var ikke vant til den Tone fra Bedste og løb angst foran. Hjemme var der koldt, og Maren lagde den Lille i Seng. Saa gav hun sig til at skrabe Brændsel sammen og fik Vand over til Kaffe. Imens gik hun og smaasnakkede med sig selv. »Dævl og Utuske, ja vist saa; men hvem er saa Skyld i det hele? Én faar slaa til de Uskyldige, vil én have de Skyldige i Tale.« »Hvad var det du sagde, Bedste?« spurgte Ditte henne fra Alkoven. »Aa — jeg sagde bare, at jeg tænker din Far finder Vej ned med lidt til os, nu efter dette.« I Mørkningen kom en Vogn jagende og stansede udenfor. Sandgaardsbonden kom farende ind. Men noget godt havde han ikke med til dem; han var rød i Hovedet af Raseri og brugte Mund, endnu før han var kommet indenfor. Maren havde Ho-