5* 67 vedet forsvarligt bundet ind mod Kulden og kunde lade som om hun ingenting havde hørt. »Se se, det er sjældne Fremmede,» sagde hun og bød ham smilende nærmere. »Da skal du ikke tro, jeg kommer for at gøre Stads af dig, din lede Kvindl« smældede Anders Olsen løs med sin tynde, lidt knævrende Stemme. »Nej, men jeg kommer for at hente dig gør jeg, og det paa staaende Fod. Saa det er bedst, du følger med!« Han tog hende i Armen. Maren strøg rask hans Greb af sig. »Hvad gaar der af dig?« spurgte hun og stirrede forundret paa ham. »Hvad der gaar af mig? — og det spør du om, dit fæle Spøgelse. Har du ka’ske ikke været oppe paa Gaarden i Eftermiddag — og slæbt Ungen med derop? skønt I er købt og betalt for at holde jer fra Sandgaardens Enemærker. Sat ondt Blod har du, dit Skavelse, og min Kone har du forgjort, saa hun daanede og ligger hen i Veer. Men jeg skal slæbe dig for Øvrigheden og faa dig brændt, din gamle Satan!« Han rystede fraadende de knyttede Hænder for Ansigtet af hende. »Saa du besørger Folk brændt ogsaa?« sagde Maren spottende. »Saa skulde du saamænd fyre op med det samme og lægge lidt godt i til dig selv ogsaa. For alt det jeg kan se, saa har du taget dig mere paa, end din Lænd kan holde til.« »Hvad mener du med det?« hvæsede Sandgaards- manden og gebærdede sig, som kunde det naar