68 som helst falde ham ind at gribe Maren og slæbe hende ud paa Vognen. »Er det ka’ske Løgn, at du har været paa Gaarden og kyst min Kone?« Han gik truende rundt om hende men rørte hende ikke. »Hvad har du med min Lænd at skaffe?« Han raabte højt, der sad Angst i hans Øjne. »Vil du forgøre mig, hva’?« »Ingenting har jeg med din Lænd at skaffe eller med dig selv heller. Men enhver kan se, at Gnie- rens Kage vil blive fortæret, om saa Ravn og Krage skal flyve med den. Gem du dine Kræfter til din unge Kone — du kunde let forløfte dig paa en gammel Heks som mig. Og hvor skulde saa hun ty hen?« Anders Olsen var kommet i den ærlige Hensigt at hive den gamle Heks op bag i Vognen og bringe hende med hjem — med det gode eller med det onde — saa hun paa Stedet kunde gøre sine Kog- lerier om igen. Og nu sad han paa Brændekassen og drejede Huen mellem Hænderne — nærmest en Ynk at se. Maren havde bedømt ham rigtigt; han var ikke noget rigtigt Mandfolk, dertil brugte han for meget Mund. Der var skidt Tømmer i de Sand- gaardsmænd, smaa og vindtørre og gridske. Han her var allerede skaldet, Nakkesenerne traadte skarpt frem, og Munden var som en stramt rynket Penge- pung. Det blev nok ikke godt at være Kone hos ham, Pugeren var allerede oppe i ham! Sad han ikke allerede dér og frøs over Lænden — og havde glemt Forskrækkelsen med Konen for sit eget.