69 Maren satte en Kop Kaffe hen for ham paa Køk- kenbordet, saa satte hun sig paa Loftsstigen med sin Spølkop mellem Fingrene. »Drik du kun,« sagde hun, da han nølede — »her er ingen her i Huset, der vil dig og dine Fortræd.« »Du har dog været hjemme og gjort Ulykke,« mumlede han, idet han modstræbende rakte efter Koppen; det saa ud som turde han hverken drikke Kaffen eller lade den staa heller. »Paa Gaarden har vi været vi to, det er rigtigt nok. Det var Uvejret, som drev os derind, med vor gode Vilje var vi nok ikke kommet der.« Ma- ren talte roligt og overbærende. »Og hvad din unge Kone angaar, saa blev hun vel utilpas, fordi hun ikke kunde taale at høre, hvad for én hun er gift med. En mild og god Kone har du faaet — altfor god til dig. Hun vidste saamænd ikke alt det gode hun vilde gøre os, mens du bare pønser paa at faa os brændt. Ja ja, saa fik én det vel for en Gangs Skyld varmt nok! For her er det koldt, og ingen har én til at bringe et Læs Tørv til Huse.« »Skal jeg ka’ske sørge for Tørv til dig?« vris- sede Sandgaardsbonden; hans Mund snærpedes helt sammen. »Ungen er li’egodt din; og den fryser og sulter alt det én er paa Færde.« »Der er dog betalt for hende engang for alle.« »Ja vist, det er saa nemt med det! Men lad du