71 til og løb i Marken ved din Side, ret som et lidet Føl ved Spandet, og lærte at holde Ploven ved din Haand. Men hvad saa, du! Saa mangen én faar ingen Søn til at bevare det efter sig men har alli- gevel Glæden ved at puge sammen. Og ofte faar paaholden Far en Øder til Søn, der spreder det erhværvede for alle Vinde; det er vel saa Vorherres Straf til dem, der holder for fast om deres. Du kan vel slaas med Tingene, til du brækker sammen — du som saa mangen anden? Eller sælg Gaar- den til Fremmede, naar du ikke kan mere for Lændeværk — og flyt ind til Staden i et pænt, lidet Hus! For Folk med Eje er der mange Veje!« Sandgaardsmanden løftede Hovedet. »Du faar løse min Kone igen,« sagde han tryglende, — »du skal ikke komme til at gøre det forgæves.« »Paa Sandgaarden sætter vi ikke vore Fødder mere, hverken jeg eller Tøsen. Men du kan jo sende Konen herned — Skade skal hun i al Fald ikke have af det. Men det maa du forstaa, at skal det have Velsignelse med hende, maa hun komme agende paa et Læs Tørv!« Næste Formiddag agede den unge, kønne Sand- gaardskone ned gennem Lejet og ud til den anden Side paa Toppen af et svingende Tørvelæs. Sand- gaardsbonden sjenerede sig nok for at vise sin Kone frem paa den Maade, for han var ikke selv med; en halvvoksen Tjenestedreng var Kusk. Der var mange, som nok gad vide, hvem den Tur galdt;