72 overalt hvor de kom frem, laa Ansigterne fladt paa Ruden. Fra en og anden Hytte, som ikke havde Udsigt fremefter, kom Konen jagende ud, kastede i Farten et Tørklæde om Hovedet og skørtede ud- efter mod Næsset. Mens Drengen bar Tørvene ind i Marens Brændeskur og Sandgaardskonen pakkede ud paa Bordet i den lille Stue: Æg, Skinke, Kage, Smør og mange andre rare Sager, kom de stry- gende forbi, skottede til Vinduerne — og gjorde sig forfjamsket Ærende ind til Familien i Husets an- den Ende, halv rundslaaede af Flovhed. Maren vidste hvad de rendte efter, men tog sig det ikke nær mere. Hun var vant til, at man holdt Øje med hende og brugte Naboens som Udkigsport. Faa Dage efter løb det over Egnen, at Sand- gaardsbonden havde begyndt at tage sig af sit uægte Barn. Det var nok ikke helt med det gode — Maren skulde have hjulpet ham paa Gled, ende- lig. Ingen forstod ret hendes lange Taalmodighed med ham; hun havde jo dog Midlerne til at skaffe sig sin Ret. Men nu var hun altsaa ogsaa blevet ked af det og havde givet sig til at kogle lidt med Sandgaardsbondens unge Kone — havde skiftevis slaaet Barn i hende og faaet det til at gaa væk igen efter sin Vilje. Nogle paastod, at det var Ditte hun anvendte til dette — ved at læse og mane hende baglæns helt til den ufødte Tilstand, saa Barnet blev nødt til at søge sig et Moderskød; og at det var derfor Ungen ikke voksede rigtig. Ditte var paafaldende lille efter sin Alder, skønt hun ingen-