77 at gøre. Næsten for skikkelige var de, saa hun sommetider selv maatte sætte lidt Oprørsaand i dem, for at det ikke skulde blive for kedeligt. Der var en gammel udslidt Træsko af Sørens; Maren havde malet Ansigt paa den og givet den et garn- melt Tørklæde til Dragt. I Dittes Verden gjorde den det af for Dreng — en skrupuartig Dreng — og lavede bestandig Ulykker og Skarnsstreger. Tör holdt den sig aldrig, og der var ingen Maade med alt det den slog i Stykker. Hvert Øjeblik maatte Ditte til at vende op og ned paa den og gie den en forsvarlig Pindefuld. Ditte var nu saa stor, at hun selv havde sit paa det tørre. Men Problemet som saadant blev ved at spøge i hende, intet andet Spørgsmaal paa Jor- den var saa alvorligt. Hun vidste af Erfaring, at ingen anden Anklage ramte saa sviende, som den der faldt bagpaa. En Dag sad hun uden for Gavlen i Solen og skændte paa den uartige Drengedukke, med en Stemme der var dyb af moderlig Sorg og Ærg- reise. Maren stod inden for Køkkendøren og ren- sede Sild, hun morede sig over Barnet. »Gør du det engang til,« sagde Ungen, »saa tar vi dig op til Heksen, og saa spiser hun din Petersen.« Maren kom hastigt ud. »Hvem siger saadan?« spurgte hun, hendes posede Ansigt dirrede. »Det siger Balassemanden,« svarede Ungen oprømt. »Snak Tøs, vær nu alvorlig. Hvem har sagt saadan? Svar mig dog, Menneskebarn!«