79 de var røde af Betændthed og Øjenlaagene kræn- gede Vrangen ud. De var blevet saadan af Taarer, men for Egnens Folk var de et Tegn mere paa, at hun var en forhærdet Heks. Synet tog ogsaa stærkt af, og det hændte, at det svigtede helt. Saa maatte hun ty til Dittes unge Øjne; og det kunde træffe, at Tøsen benyttede sig af Lejligheden og lavede Gavtyvestreger. Ditte var ikke ond — hun var hverken ond eller god. Hun var slet og ret et lille Væsen, som trængte til Afveksling for sit Sind. Der skete saa lidt i hendes Verden, og saa tog hun Oplevelsen hvor den var at faa — skabte den selv for ikke at kede sig til Døde. Men en Dag skete der noget! Maren havde fra den store Ellebækgaard, der laa langt inde i Over- drevet, men hvis Skove grænsede helt ned til Klit- terne, faaet en Skovseddel; hver Tirsdag havde hun Lov at sanke Kvas i Skovene. Der var ikke For- slag i det til Varme, men det var godt nok til at koge en Slat Kaffe ved. Disse Tirsdagsture formede sig som en Udflugt. De havde Mad med, som de spiste paa en eller anden skøn Plet, helst ved Bredden af det store Skovvand, og Ditte agede paa Trillebøren baade hen og hjem. Naar de havde Læs, plukkede de Bær eller — ved Vintertid — Slaan og vilde Æbler, som kunde steges paa Bilæggerovnen. Nu laa Bedste syg. Hun havde grædt saa meget, at hun ikke kunde se — noget Ditte godt kunde