80 forstaa; underligere var det, at det ogsaa havde sat sig som Vand i Benene, saa hun ikke kunde støtte paa dem. Den Lille maatte traske alene til Skovs efter Kvas. Det var drøjt nok, men til Gengæld var Skoven morsom nu ved Sommertide. Nu kunde hun trænge dybt ind, hvor de ellers ikke maatte komme, fordi Bedste var hange for Tykningen og helst holdt sig i Udkanten. Derinde stod Fugle- sangen og tindrede forunderligt i det grønne Skær under Løvet, Luften var som grønt Vand, hvori der stod Straaler, og i Mørket under Buskene kogte og summede det. Ditte var ikke bange, men det var ikke frit for, at det gøs i hende. Hvert Øjeblik maatte hun stanse og lytte, og naar det knak i en tør Gren, sprang hun i Vejret, gennemsitret af Overraskelse. Her inde kedede hun sig ikke, hendes lille Person var fyldt til Randen af spændt Undren; Oplevelsen laa og lurede for hvert Skridt, fuld af pirrende Gru. Pludselig kunde den fare ud efter hende med et forfærdende: Habs! — akkurat som Bilæggeren, naar Bedste havde hældt Petroleum i den — og hun maatte væk, saa hurtigt de smaa Fødder æv- nede at bære hende, til hun kom til en Lysning. Paa en saadan Flugt kom hun til en bred Aa, som Træerne hang udover. Det var som om Al- verdens Grønhed sejlede afsted dernede, og Ditte stod musestille, fortabt i maabende Undren. Det grønne, der flød dernede, fik hun snart Rede paa, for det var jo Farven der kom flydende herned til