81 alle Træerne — og Aaen her var Verdens Ende. Ovre paa den anden Side holdt Vorherre til; naar hun stirrede rigtig, kunde hun skimte hans graa- skæggede Ansigt i en tæt Tjørn derovre. — Men hvordan lavede man alt det grønne? Hun løb indad langs Aaen for at se efter. Langt inde blev hun stanset af to Damer, saa fine som hun aldrig havde set dem før. Skønt det ikke reg- nede, og de gik under Træerne hvor der var Skygge, havde de røde Parasoller over sig, som Solen spil- lede paa gennem Løvet, saa det saå ud, som reg- nede der gloende Penge ned paa Parasollerne. De lagde sig paa Knæ foran Ditte som var hun en Prinsesse, løftede paa hendes bare Fødder, kiggede hende under Fodsaalen og spurgte hende ud. Ja, hun hed da Ditte. Ditte Skarnstøs og Ditte Godpige — og Menneskebarn! Damerne lo til hinanden, og spurgte hvor hun boede. Hos Bedste naturligvis. »Hvad for en Bedste?» spurgte de dumme Damer igen. Ditte stampede med sin lille nøgne Fod i Græs- set: »Ohr, hos Bedste! hende som er blind sommetider fordi hun har grædt saa meget. Dittes egen Bedste!« Saa lod de, som de var saa meget klogere, og spurgte om hun vilde gaa med dem hjem lidt. Og Ditte stak fortroligt sin lille Haand ind i den ene Andersen Nexø. ß