82 ■ Dames og fulgte med; hun havde ikke noget imod at se, om de maaske boede ovre paa den anden Side Aaen — hos Vorherre. For saa var det jo Engle, hun havde mødt. De gik langs med Aaen; Ditte, der var utaal- modig af Spænding, syntes aldrig det vilde faa Ende. Men saa kom de til en Gangbro, der spændte over Aaen i en Bue. Inden for Spangen var der en Laage med Gitter omkring, saa man hver- ken kunde krybe over eller udenom. Damerne laaste Laagen op og laaste den omhyggeligt igen, og Ditte befandt sig i den dejligste Have. Langs med Gangstien stod Blomsterne i Klynger, blaa for sig og røde for sig, og rokkede med de kønne Ho- veder; og paa lave Buske voksede dejlig store, røde Bær hun aldrig havde smagt før. Ditte vidste godt, at dette var Paradiset. Hun kastede sig ind til den ene af Damerne, rød om Munden af Bærsaft, saa op paa hende med et uud- grundeligt Udtryk i de sortblaa Øjne og sagde: »Er jeg nu død?« Damerne lo og førte hende med ind i Huset, gennem fine Stuer hvor man gik og traadte paa tykke bløde Uldsjaler med Støvlerne paa. Inde i den inderste Stue sad en ganske lille Dame i en dyb Lænestol. Hvidhaaret og rynket var hun og havde Briller paa Næsen; og saa bar hun hvid Natkappe, skønt det var midt paa Dagen. »Det er saa vores Bedste!« sagde den ene af Damerne. »Her skal Mormor bare se, vi har fanget en lille