83 Skovtrold ind,« raabte de den gamle Dame ind i Øret. Ja saa, denne Bedste var altsaa døv — hen- des egen var bare blind. Ditte gik rundt og kiggede nysgærrigt ind i de forskellige Stuer. »Hvor er Vorherre henne?« spurgte hun pludselig. »Hvad er det dog Barnet siger?« udbrød den ene af Damerne. Men den anden, hun som Ditte havde haft ved Haanden, tog den Lille ind til sig og sagde: »Vorherre bor ikke her, han bor oppe i Himlen. Hun tror hun er i Paradis,« føjede hun forklarende til, henvendt til Søsteren. De syntes ikke om, at hun løb paa bare Fød- der, og kiggede hende nøje under Fodsaalerne for at se, om der ikke var Hugormebid eller saadan noget. »Hvorfor tager Barnet ikke ogsaa et Par Støvler paa!« sagde den gamle Dame. Hendes Ho- ved dirred saa morsomt, naar hun talte, alle de hvide Krøller dinglede — som Klokkeblomster. Ditte havde ingen Støvler. »Gud, hører du Mormor, Barnet har ingen Støv- ler. Har du slet ikke noget at tage paa Fødderne?« »Balassemand,« udbrød Ditte og lo skælmsk. Nu var hun træt af at svare paa deres evige Spørgs- maal. De fik omsider ud af hende, at hun havde et Par Træsko, som skulde gæmmes til Vinter. »Saa skal hun ved Gud have et Par af mine Bruneller,« sagde den gamle Dame. »Tag et Par, Asta; men det behøver inte at være af de allerdaar- ligste.« 6 *