89 ses, derfor pillede hun i Siden af Brødet — ganske lidt kun; og før hun fik set sig om, havde hun hulet det helt ud. Saa blev hun arrig, paa sig og Bedste og alting. »Værsgod Bedste, her er Hvedebrødet«, sagde hun og smed det raskt paa Bordet. »Tak mit Barn, er det friskt?« »Ja Bedste!« og Ditte rendte. Saa maatte den Gamle sidde og gnave Skorpen med sine ømme Gummer, og imens skældte hun over Barnet. Skarns Tøs — nu skulde hun have Tæsk. Jages væk skulde hun — ud paa Fattiggaarden. Fattiggaarden var det værste, de to vidste af; den stod som en ond Trusel bag hele deres Til- værelse. Og naar Maren naaede dertil, kom Ditte frem af sit Skjul og græd og bad om Forladelse. Den Gamle græd ogsaa, og de snakkede godt for hinanden for at faa hinanden til at tie igen. »Ak ja, det er svært at leve,« sagde Gamle Maren saa. »Havde du endda haft en Far — en der var noget ved. Saa havde du vel faaet de Klø et Menneske ikke kan undvære, og en anden havde maaske siddet til Huse hos jer i Stedet for at tigge sig Føden til!« Netop som Maren havde sagt dette, gjorde en Fjællevogn med en gammel storknoglet Krikke for Holdt udenfor paa Vejen. En stor ludende Mand med pjusket Haar og Skæg sprang ned fra Vognen, smed Tøtiamen over Byggen paa Krikken og kom hen mod Huset. Han lignede en Kulsvier.